En ting med sjæl

Jeg plejer altid at sige at een ting er ingenting, man skal lave mindst 3 ting for at være rimelig sikker på at der kommer een hel ting ud af ovnen i den lange række af processer og fremstilling af forskellige ting. Jeg snakker selvfølgelig om potter og keramik.

Ting har et materiale, en form, en historie og en del følelser i sig, uanset om det er en plastikpose eller et et guld-ur. Eller en 3 liters ølkande til Kroerne i Grimston og en succeshistorie i eksportvarer til Norge og Nordeuropa i 1600-tallet.

Jeg skal sige dig en ting: Man kan også bruge sproget, til at rumme et begreb, en mening eller handling og det er en anden historie; Jeg holder mig til Ting, som en fællesnævner for et keramisk produkt i denne omgang, i den historie jeg vil fortælle.

Ting er på et eller andet tidspunkt berørt af hænder, der er en tanke eller mange bag en ting, før den bliver en ting. H.C. Andersen har skrevet nogen fine eventyr, som lige netop handler om ting. Ting med en historie, med personlighed og en herlig filosofi og budskab til os, som gider at lytte og læse om det. Stoppenålen, tepotten og porcelænsfigurene hyrdinden og skorstensfejeren fortæller sine egne historier og med en morale. Tinsoldaten går osse meget igennem.

Kan man elske en ting? Min far har altid elsket sine biler og jeg har bare ved een lejlighed fået lov til at køre fars bil; Da mor og far skulle til fest og jeg var chaufør. Da var jeg 28.

Mit forhold til ting er nok, mildt sagt underligt; og så alligevel logisk. Jeg elsker ting lavet af keramik. Og jeg har et sært forhold til hør, silke og uld i metermål. Naturmaterialer er sagen for mig. Man kan diskutere om en historisk kopi af en vikingkjole er en ting, men så er det et stykke, en side af samme sag, for mig.

Ting taler til mig.

Når jeg går ind i en butik med dagligvarer og skal købe mad og toiletpapir, er det jo osse en slags ting, men det går i kategorien nødvendige ting og er dybest set overlevelse og det skal ned i handlevognen og der skal altid tænkes over om jeg har husket det hele og om der er nok kroner på kortet. Hvis det da ikke er en vin eller øl-ting, så er det i kategorien midler til forbedring af livet og nydelser og trøst. Det er en helt anden ting.

Men når jeg sætter fødderne i en genbrugsbutik, så åbner der sig en herlighed af ting med alle mulige historier og det er det rene eventyr. Gamle ting har en særlig støvet lugt og aura omkring sig. Jeg ved ikke helt hvad aura er, men det er en vigtig ting, en mystik og gamle, svundne dage, hvor ting har været i andre folks hænder og betydet noget.

Jeg har ingen forsikring af mine møbler, køkkenmaskiner, pletsølvtøj og gryder, men jeg ville gerne have råd til en forsikring af alle de ting, jeg har samlet og rejst rundt med; de ting elsker jeg. De ting er en del af min historie som keramiker, som håndværker og menneske.

Jeg er Maximalist i ting, nært grænsende til den psykologiske diagnose : Horder, men altså kun af keramik, mest, eller tæt på.

Jeg er en stolt og nærtagende nørd, hvis det altså handler om ting lavet af keramik. Der er ikke meget jeg ved noget om. Man kan skrive tykke bøger om alt det, jeg ikke aner en skid om. Men jeg ved lidt om keramiske ting og hvordan de ting bliver fremstillet. Det er godt nok for mig og jeg rummer nok ikke så mange andre glade dybder og kærlighed til andre ting.

Kærlighed til mennesker og dyr er en anden ting. Det kan være et helt andet kapitel at forholde sig til levende væsener; Det kræver noget helt andet og kan være alt fra vidunderligt til rædselsfuldt og livsfarligt. Det ved jeg, for jeg har prøvet det selv, så jeg forholder mig til ting i denne omgang. Ting er enklere at forholde sig til og det er godt i denne sammenhæng. Ting kan gå itu og særlig keramik har den svaghed, men det er lettere at komme over en potte med skår, end et kært menneske, som ikke gider mit selskab, fordi jeg har såret dem, trådt på dem eller om de bare syns jeg er skør.

Da jeg flyttede til Bergen havde jeg arbejdet med middelalderkeramik i mange år og jeg var ikke så imponeret af keramik fra vikingtid og ældre tider. Men så fik jeg nogen sjove opgaver fra flere museer i Norge og så kom der en ny lidenskab til ting med virkelig gamle historier.

Tilbage til pølseteknik og milebrænding og så til RAKU i en olietønde med gasbrænder i haven. Det var en helt fantastisk ting at genopleve såkaldt primitiv keramik.

Den Norske Kirkes Forpagterbolig i Alversund har aldrig rummet en hedning, en udmeldt keramiker af Folkekirken, som har brændt så mange ting i miler i forhaven, og holdt Blot for den lokale bifrostgruppe, tror jeg da, man ved aldrig. Naboerne sagde aldrig noget til flammer i natten og røg over hele Alversund. Og naboens 2 drenge passede KatteBasse, når jeg var på tur til DK og andre steder og så fik de en masse dansk slik og alle var glade, osse katten.

Jeg havde rejst rundt i Midtnorge med mit middelaldertelt i mange år og solgte mine historiske ting på Viking og Middelaldermarkeder. Iført tidsrigtige stykker tøj og der blev formidlet og solgt historisk keramik i lange baner. Og der blev kørt tusinder af kilometer. En fin og herlig tid i godt selskab med andre historiske håndværksnørder. Historisk mad på bålet, musikere og gøglere og folk fra hele Europa gav en unik stemning, en tidsrejse og et sært fællesskab. Vi elskede alle sammen de gamle håndværk, ting med historie. Immateriel arkeologi hedder det når man laver ting efter potteskår , rustne sværd og andre gamle håndværksfund.

Museer har sin egen ting med gamle potter. De har ansat arkæologer som registrerer gamle potteskår og fundsteder, katalogiserer og gemmer og genskaber vores fortid på papir og i støvede udstillinger. En vigtig ting for vores kulturarv.

Men de mangler nogen gange fagfolk til at genskabe ting. Altså immateriel arkeologi.
Jeg blev kontaktet af Bryggens Museum i Bergen, et Middelaldermuseum med fokus på Hanseatiske handelsvarer. En medarbejder havde købt et af mine Siegburg drikkebægre på Bjørgvin Marknad og fået mit visitkort, en skøn ting et visitkort, det skal jeg da ha igen.

Jeg havde nogen år tidligere taget kontakt med Museet for at få lov at se deres potteskår fra Siegburg, så jeg kunne rekonstruere drikkebægre fra en vigtig tysk handelspartner, Det Hanseatiske Forbund. Jeg fik lov at komme i de dybe lagre under museet, sammen med en arkæologstuderende, som havde samme interesse i Siegburgkeramik, som jeg. En ting-elsker er en sjæleven fra det historiske dyb, i dette tilfælde.

Jeg havde sommerfugle i maven før det møde på museet på Bryggen i Bergen. De ønskede 12 kopier af en kande fra Grimston i England, en vigtig importvare i middelalderen, næsten lige så vigtig som Siegburgkeramikken. De havde ikke en eneste hel kande, bare skår og en kande limet sammen. Rekonstruktion tager tid og er ikke en enkel ting og jeg havde jo kun prøvet selv, tidligere, i egne undersøgelser, med henblik på markeder, med Siegburg keramik. Og så havde jeg lavet kogekar til Hønefoss Museum i pølseteknik. En meget enklere ting, for mig.
Men de stolede på mig som keramiker. Jeg var stolt og glad og sagde ja til opgaven. Jeg bestemte pris og tidsramme. De skulle modtage 12 stk grimstonkander til en udstilling om Grimstonkanden ! Altså var jeg pludselig historisk håndværker, som skulle levere varene.

Så sad jeg der og så var det bare at komme igang. En skøn og besværlig arbejdsproces. Formdesign, skitser, glasurprøver og handlingsplan fra skitse efter undersøgelser af potteskår til en virkelig ting, et historisk produkt, som skulle stå på en udstilling.

Hold da kæft hvor man kan få præstationsangst af mindre. Jeg indkøbte ler og materialer til glasur og satte mig ved drejeskiven. 12 stk grimstonkander til levering, tilpasset el-ovn og blyfri grøn glasur til udstilling kræver jo mere end 12 kander. Een ting er ingenting. Jeg drejede ialt 28 kander og låg, trak endnu flere hanke og moddellerede ansigter med skæg og drejede tude i lange baner og moddellerede lange ,tynde arme på korpus.

En dag hvor jeg sad og kæmpede med at få formen høj nok, skete der noget særligt. Jeg kom ind i et flow, en flydende arbejdsgang, mens jeg drejede. Jeg blev virkelig til den pottemager fra Grimston, som sad på sin sparkeskive, den dag. Min bevidsthed forsvandt og mine hænder formede ubevidst kløsene af ler og formen var bare på plads. Jeg er ikke spirituel. Jeg er mere videnskabelig og konkret, når det gælder mit fag. Men Den følelse af at blive ført, at være et med fortiden, glemmer jeg aldrig. At sætte sig selv i et andet menneskes krop, er måske den nærmeste følelse jeg kan beskrive. Tidløst og så alligevel nærværende var det. Der er mirakler i ting. Jeg fornemmede endda en humor og varme, en Undervejs havde jeg kontakt med museets formidlere, som kom og lavede video af drejeprocessen og moddellering. Videoen blev en del af udstillingen. På åbning af udstillingen Grimm Keramik holdt jeg åbningstale om Grimstonkanden, en eksportvare fra England i Middelalderen. Et fedt og flot minde om en ting, jeg elsker at lave. Ting har nogengange sjæl. nærhed uden ord, mens leret nærmest gled op ud mellem mine hænder. Og jeg var altså ædru og helt i topform, de uger. Jeg har iøvrigt aldrig drejet en ting, hvis jeg har alkohol i kroppen. Af respekt for drejeskiven.

Resten af form-arbejdet gik let og naturligt. Jeg følte en hånd, et nærvær og havde en sikkerhed ved det jeg gjorde, som jeg ikke har oplevet siden. Ting tar tid, men jeg nåede det, trods en fejlbrænding hvor flere hanke faldt af og den grønne (blyfri) glasur løb for langt nedover korpus og sad fast på ovnpladerne. Museet ville endda også købe 2 af de fejlbrændte kander, som en vigtig forståelse af arbejdsmetoden.

Undervejs havde jeg kontakt med museets formidlere, som kom og lavede video af drejeprocessen og moddellering. Videoen blev en del af udstillingen. På åbning af udstillingen Grimm Keramik holdt jeg åbningstale om Grimstonkanden, en eksportvare fra England i Middelalderen. Et fedt og flot minde om en ting, jeg elsker at lave. Ting har nogengange sjæl.